Ilinniarfissuaq – drøm eller virkelighed

Af fungerende institutleder Britta Lohmann

Der er nu gået lidt over et halvt år, siden læreruddannelsen fik en kritisk evaluering.

Det har været en tid med nødvendig selvransagelse, men også med igangsættelse af nødvendige handlinger. Her kommer først lidt historie, så alle kan få en forståelse for hvor vi er.

Læreruddannelsen i Grønland, som blev grundlagt i 1845, kan betegnes med ét ord: Ilinniarfissuaq (”den store uddannelse”). Igennem årene er Ilinniarfissuaq blevet symbolet på den store grønlandske uddannelse, og uddannelsesstedet blev og er stadig forbundet med meget identitets- og nationalfølelse. 

Institutionen blev fra starten af behersket næsten udelukkende af grønlændere - modsat handelen som var meget domineret af danskere. Meget få grønlændere fik en uddannelse indenfor handel, håndværk og kontor. Derimod var der mange grønlændere, der fik en uddannelse indenfor kirke- og skolevæsen. Det grønlandske sprog var undervisningssprog og var vigtigt i forhold til kulturbevarelsen og kulturudviklingen. Den kristne menighed skulle kunne læse bibelen og salmebogen, som indtil midten af det 19. århundrede udgjorde det eneste læsestof. Senere indførtes dansk som led i ønsket om større og flere kundskaber indenfor andre erhvervsområder.

I dag skal vi stadig tilegne os viden gennem andre sprog end grønlandsk - og gerne så mange sprog som muligt. Men den viden der formidles i dag, og den måde viden formidles på i dag, er ikke den samme som for 100 år siden - ej heller for 10 år siden. Den vil heller ikke være den samme om 10 år, fordi verden er dynamisk og foranderlig. 

Globaliseringen gør, at vi ser verden på en anden måde, og det betyder, at vi kan og skal agere på andre måder end hidtil. Den enkelte person vælger i højere grad selv sin viden og sit syn på viden. Viden afhænger således ikke længere kun af tid, sted og ens sociale omstændigheder. Tilegnelse af viden er i meget højere grad blevet afhængig af at kunne interagere med omverden. Skal Ilinniarfissuaq kunne følge med den globale udvikling og være førende indenfor sit felt, nemlig ”læring”, skal den enkelte kunne agere i fællesskaber og kulturer, der bygger på viden - uanset det sprog der bliver anvendt. 

Ved Landstingslov nr.19 af 19.november 2007, blev Ilinniarfissuaq et institut under Ilisimatusarfik, med den officielle betegnelse ”Institut for Læring”. Til stor forvirring for nogen anvender vi begge betegnelser. Officielt er vi Institut for Læring, men i folkemunde er vi Ilinniarfissuaq. At være et institut forpligter. Et institut er en del af et universitet, hvor der drives forskning og forskningsbaseret undervisning. Det er vi forpligtet til. Vi arbejder hen imod at gå fra kun at være det sted hvor læring sker, til det sted hvor man ved, hvordan læring sker. Til det formål er der brug for forskningskompetence. Vi kan i dag være stolte af at have 4 ph.d. uddannede ansat ud af en fast lærerstab på 22 fastansatte. Siden 2007 har vi haft en professor tilknyttet på deltid. Målet er at få en professor på fuld tid - feks. indenfor læring eller didaktik så vi kan blive førende på det felt. 

Igennem årene har Ilinniarfissuaq tilpasset sit virke i forhold til samfundets krav, og mange gange har vi været forud for vores tid. Med udsigten til at blive en bacheloruddannelse under Ilisimatusarfik i 2008, udarbejdede Ilinniarfissuaq allerede en studieordning i 2006, som tog højde for både bredden og dybden - på den måde at man havde arbejdet med fagområder, inden man specialiserede sig i et fag. 

Siden har samfundet stillet andre krav, som Institut for Læring har været lydhør overfor. Man startede med to linjefag, som siden blev til tre, og fagområderne forsvandt til fordel for rene fag, fordi fagligheden skulle styrkes i visse fag - og senere igen indførtes specialpædagogik som et muligt linjefag. Vi har altid løbet hurtigt, og i vores iver for at løse arbejdsopgaver måtte vi løbe hurtigere og hurtigere. Vi kom længere og længere væk fra, at struktur og indhold skal hænge sammen for fortsat at have en god uddannelse.

Når man laver så markante ændringer i en studieordning, som vi har gjort igennem årene, og kun putter noget på et eksisterende, så bliver resultatet næsten aldrig godt. Det er ligesom at lægge nyt tapet ovenpå noget gammelt:  så bliver tapetet bulet og ujævnt. Ideelt burde de utætte lag skrælles af for at kunne arbejde frem mod et godt resultat.

Man kan sige, at evalueringen af læreruddannelsen synliggjorde ujævnhederne på læreruddannelsen. Foruden evalueringen trådte en ny arbejdstidsaftale også i kraft, som vi skal vende os til. De to ting på én gang var som at få hevet et plaster af et sår. Men i takt med at såret er ved at hele, så er ideer, visioner, samarbejder og nye udviklingsmuligheder blomstret op. 

Vi har indtil nu brugt tiden på at arbejde konstruktivt for at få den uddannelse, samfundet har brug for, og som med årene igen vil kunne afspejles i det grønlandske samfund. 

I løbet af de få måneder der er gået indtil nu, har alle ansatte ydet en meget stor indsats, for at reformen af læreruddannelsen skal lykkes. Evalueringen af læreruddannelsen er diskuteret gentagne gange, og der er lavet en række indsatsområder på baggrund af evalueringens analyser og anbefalinger. Det kommer til at tage tid at implementere holdbare løsninger, men der er allerede sket meget indenfor dette halve år.

De studerende har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende, hvor de har oprettet et studenterråd, som laver kulturelle arrangementer og forsøger at opstarte et miljø, hvor studerende og nyuddannede lærere kan mødes og udveksle erfaringer. 

Innovations- og kvalitetsfremmerådet er under opsejling. Institutrådet arbejder. Administrative opgaver centraliseres, her også styrkelse af censorfunktionen til gavn for alle på Ilisimatusarfik. Kontakter til skolerne, IMAK og Kommuneqarfik Sermersooq er igangsat. Der arbejdes tillige på at udarbejde en videre- og efteruddannelsesmodel, der kan være til gavn for mange - ikke mindst vore egne undervisere og fremtidige læreruddannere.

Nogen vil sikkert spørge - Hvad med selve undervisningen? Er der sket noget med den? Er den blevet bedre? Er der sket ændringer? Evaluerer I undervisningen? Til det kan jeg svare – ja, processen, som er tidskrævende, er i gang. Vi har ansat en del nye undervisere, og disse sparrer sammen med øvrige ansatte til gavn for de studerende. Der bliver diskuteret undervisning, læring, didaktik og pædagogik med henblik på en opkvalificering af undervisningen - og der udvikles nye handleplaner, evalueringsformer, studieaktiviteter og projekter. Det emmer af lyst til at komme i gang med udviklings- for forskningsprojekter, der involverer, ikke kun studerende, men også lærere i folkeskolen og disses elever. 

Lærere og ledere i folkeskolen oplever i disse dage en efterspørgsel på samarbejde. Der er tale om mindre samarbejde, hvor studerende kommer ud og afprøver en undervisning indenfor eget fag, og som derefter bliver evalueret af dels medstuderende og underviser. Denne form for undersøgende praksis, skal ikke forveksles med eller erstatte reel praktikforløb. Det skal den studerende stadigvæk have. 

Praksistilknytning kan udføres på mange måder, men den tager udgangspunkt i evidensbaseret læring. Og ligesom forskningsbaseringen kan afvikles på mange måder, så er denne praksistilknytning en form for forskningsbasering. De studerende skal ikke kun arbejde med faglige emner på det teoretisk plan på studiet, de skal også ud og afprøve teorierne i praksis, analysere, reflektere og drage deres beslutninger på, hvad de oplever har den største effekt af deres undervisning, ud fra de givne forudsætninger og i samarbejde med lærere i folkeskolen. Dette er et pågående arbejde, som skal ske i samarbejde med skole, kommuner og fagforeninger.