Politikker, procedurer osv.
Baggrund
Korruption er truende for samfundets stabilitet og underminerer den tillid, der er til demokratiets institutioner og værdier. Love og retsprincipper mister deres betydning, hvis der udvises positiv eller passiv indstilling til korruption.
Undersøgelser foretaget af organisationen Transparency International Greenland indikerer, at risikoen for korruption er lav i Grønland.
Dog kan risikobilledet blive udfordret i takt med et øget aktivitetsniveau inden for naturressourceområdet.
Synlighed og åbenhed er afgørende i forhold til bekæmpelse af korruption.
I henhold til internationale anbefalinger vil Ilisimatusarfik komme potentielle risici for korruption i forkøbet ved at iværksætte en aktiv antikorruptionspolitik.
Antikorruptionspolitikken giver vejledning om, hvordan ansatte på Ilisimatusarfik skal agere i mødet med korruption.
Hvad er korruption?
Korruption er defineret som misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. En betroet magt kan bestå i den beskikkelse den enkelte er givet i kraft af sin stilling. Den enkelte ansatte kan som led i sin ansættelse påvirke sagsbehandling og beslutninger, og herigennem anvende sin magt. Begrebet for egen vindings skyld betyder, at der tilbydes et gode med det formål at påvirke modtagere til at gøre brug af sin betroede magt. Drivkraften for giveren er private interesser.
Ordet egen skal forstås bredt. Begrebet betyder således ikke alene den ansatte selv, men også andre personer eller virksomheder, der har en tilknytning til medarbejderen.
Der er mange former for korruption. De mest kendte er bestikkelse, underslæb, bedrageri og afpresning. Korruption kan indebære værditransaktioner i form af penge eller gaver. Korruption kan også indebære tjenester for at vinde fordele eller indflydelse, positiv særbehandling, særlig beskyttelse, ekstra service eller fordelagtig sagsbehandling.
Alle ansatte er underlagt:
- Grundlæggende principper om god forvaltningsskik i det offentlige.
- Grundlæggende principper om habilitet og underretningspligt.
- Bestemmelserne i kriminallovens kapitel 11 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv.
Interessekonflikter
Interessekonflikter foreligger i situationer, hvor en ansat har en privat interesse, der kan påvirke den upartiske og objektive behandling af en given sag. Private interesser omfatter både den ansattes egne interesser og interesser hos den ansattes familie, venner og andre personer eller organisationer, til hvilke den ansatte har en erhvervsmæssig, personlig eller politisk tilknytning.
I mindre samfund kan der let opstå interessekonflikter mellem private interesser og myndighedernes interesser som følge af dette lokale netværk.
Hvis en ansat vurderer, at han eller hun er inhabil i forhold til en konkret sag, eller hvis den ansatte er i tvivl om, hvorvidt han eller hun er inhabil, skal den ansatte straks informere sin nærmeste leder derom.
Bestikkelse
Bestikkelse finder sted, hvis en ansat tilbydes, ydes eller loves eller modtager, accepterer eller kræver noget af værdi, herunder fordele, med det formål at påvirke den ansattes handlinger. Det er væsentligt for den enkelte ansatte at foretage en konkret og aktiv vurdering af årsagen til at den ansatte tilbydes noget af værdi.
I Grønland er det ulovligt og strafbart at tilbyde, yde eller love bestikkelse, ligesom det er ulovligt og strafbart at modtage, acceptere eller kræve bestikkelse.
Bedrageri
Bedrageri er brug af vildledning for at opnå en fordel, undgå en forpligtelse eller skade en anden. Bedrageri har ikke nødvendigvis økonomisk karakter, da det også kan vedrøre opnåelse af fordele eller rettigheder. Vildledning kan foruden forsætlig uærlighed bestå i svigfuld ageren, svindel eller ageren under falske påskud.
Bedrageri er strafbart i Grønland.
Afpresning
Afpresning betyder, at nogen truer nogen med det formål at opnå vinding. Afpresning kan blandt andet omfatte trusler om fysisk eller materiel skade og trusler om undladelser eller afvisning af dokumenter eller ansøgninger indgivet til en offentlig myndighed. En ansat må ikke fremsætte trusler om at påvirke sagsbehandlingen med det formål at modtage penge eller andre ydelser.
Afpresning er strafbart i Grønland.
Underslæb
Underslæb betyder, at en ansat uretmæssigt tilegner sig eller misbruger værdier, som lovligt er blevet betroet institutionen eller den enkelte medarbejder i kraft af sin stilling.
Underslæb er strafbart i Grønland.
Gaver
Korruption i forbindelse med gaver dækker over tilfælde, hvor gaven der gives, har til formål at blive modsvaret af en service eller tjeneste. Korruption i forbindelse med gaver er således en form for bestikkelse.
Der skelnes mellem direkte og indirekte gaver.
Den direkte gave kan omfatte kontanter, aktiver eller donationer. Den indirekte gave kan omfatte middagsinvitationer, udflugter, underholdningsarrangementer.
Ansatte skal som hovedregel ikke modtage direkte gaver som led i deres arbejde. Gaver af mindre værdi kan dog accepteres som led i værtsskab og almindelig høflighed. Disse gaver tilhører dog ikke modtageren, men Ilisimatusarfik.
Indirekte gaver kan være sværere at afgrænse. Den enkelte ansatte skal vurdere formålet med gaven og om gaven virker rimelig i forhold til lokal skik, værdi og omstændighederne i øvrigt.
Den ansatte må ikke acceptere udgiftsrefusion af andre en Ilisimatusarfik i forbindelse med en deltagelse i et arrangement (rejser, ophold, deltagelsesgebyr mv).
Ansatte må dog godt modtage gaver, der kan betegnes som gaveartikler eller merchandise og som har en værdi på under 50 DKK.
Nepotisme
Nepotisme udgør favorisering af familie, venner eller bekendte på baggrund af den ansattes personlige relationer til disse personer.
Nepotisme er et udtryk for at beslutninger ikke træffes ud fra en kvalitativ, professionel og objektiv vurdering af vedkommendes evner og kompetencer, men ud fra den ansattes personlige relationer til den pågældende. Nepotisme kan bestå i uddeling af fordele i form af ansættelse, hurtigere sagsbehandling eller på anden måde fordelagtig behandling.
Især i mindre samfund kan det være svært eller uundgåeligt at besætte stillinger med personer som ikke indgår i en ansats bekendtskabskreds. Der er først tale om nepotisme, når vedkommende ansættes eller begunstiges på baggrund af en personlig relation til en eller flere medarbejdere.
Åbenhed og transparens skal sikre at sagsbehandling, beslutninger og ansættelse sker i henhold til objektive standarder uden subjektiv favorisering.
Rapportering af korruption
Enhver ansat er forpligtet til at efterleve dette og principperne heri. Enhver ansat er forpligtet til at informere sin overordnede ved mistanke om eller bevis for korruption, forsøg derpå eller ethvert andet brud på disse.
Selvstyret har lavet et fortroligt indrapporteringssystem, der er konstrueret, så ansatte kan indrapportere eventuelle overtrædelser. Læs mere på Ilisimatusarfiks intranet ved at søge på ordet ”Whistleblower-ordning” eller find beskrivelsen af ordningen på Selvstyrets hjemmeside.
Vedtaget af HSSU 29. august 2016
Hvad er det?
Whistleblower-portalen er en tryg mulighed for anonymt at indberette oplevelser eller mistanker om, at der foregår korruption eller ulovligheder i Selvstyrets centraladministration, underliggende enheder eller Nukissiorfiit, Asiaq og Mittarfeqarfiit.
Normalt er den fortrukne fremgangsmåde at tale med din afdelingschef eller departement-/styrelseschef.
Hvis du ikke syntes at du kan tale med nogen i ledelsen, kan du – anonymt eller ej – indberette det via whistleblower portalen.
Whistleblower-portalen skal bruges på samme måde som når man ringer efter brandvæsnet – det vil sige kun i nødstilfælde. Den er ikke beregnet til henvendelser om klager eller forhold som du er utilfreds med.
Guide til at sikre din anonymitet
- Lad være med at benytte en computer som er udleveret af din arbejdsgiver.
- Lad være med at benytte en computer som er koblet på intranettet.
- Kopier eller tast URL-adressen over i en internet-browser i stedet for at klikke på et link.
- Lad være med at skrive dine egne personlige oplysninger.
- Fjern metadata fra alle dokumenter inden du uploader.
Opret en postboks
Når du laver en indberetning får du muligheden for at oprette en postboks. Så kan vi kontakte dig og stille opfølgende spørgsmål og du forbliver anonym.
Husk derfor at oprette en postboks når du laver en indberetning. Det gør du nederst på indberetningssiden. Her opretter du dit eget personlige password og når du trykker send kommer der et sagsnummer frem på skærmen som du skal bruge som brugernavn.
Sørg for at skrive det ned så du kan finde det igen.
Det anbefales at du som minimum regelmæssigt tjekker din postboks for henvendelser fra sagsbehandleren de efterfølgende 10 dage.
Hvis du er i tvivl, så lav en indberetning.
Whistleblower portalen findes her: https://oqarit.nanoq.gl.
Vi anbefaler at man copy/paster URL-adressen over i den fortrukne browser frem for at klikke på linket. Det vil hjælpe med at sikre ens anonymitet.