Ph.d.-projekt
Formålet med undersøgelsen
Ph.d.-projektet udføres af ph.d.-studerende Christine Ingemann ved Ilisimatusarfik i Nuuk og Syddansk Universitet i København. Formålet med undersøgelsen er at beskrive hvordan MANU opleves og bruges af forældre og fagpersoner. I løbet af 2020 har jeg sammen med min kollega Else Jensen interviewede fagpersoner og forældre i Grønland. Forældrene delte med os deres oplevelser af MANU og perspektiver på forældreskab. Samtalerne med fagpersonale (fx jordemødre og sundhedsplejersker) gav os indblik i styrker og udfordringer med at få MANU til at køre som et fast program og at nå ud til alle forældre. Disse informationer vil hjælpe med at udvikle MANU undervejs og bidrager med erfaringer til lignende initiativer i Grønland.
Tak til deltagere
Jeg vil hermed sige mange tak for alle som har deltaget og støtte herværende forskningsprojekt. Deltagernes refleksioner og erfaringer med MANU er et vigtig bidrag til undersøgelsen, uden disse vil det ikke være muligt at gennemføre undersøgelsen.
Følg med i undersøgelsens resultater
Når resultater fra mit forskningsprojekt er klar til at blive formidlet offentligt, så vil jeg dele dem her på min forskningsprofil eller du kan også vælge at tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at sende en e-mail til chin@sdu.dk.
Februar 2021 - Orientering om forskningsprojektet
I slutningen af 2020 afsluttede jeg dataindsamlingen og er nu påbegyndt mine analyser af disse data. Det vil sige at jeg læser alle interviews grundigt igennem og vil samle informationer i meningsfulde kategorier ud fra konteksten og teorier. Dette er en proces der tager lang tid. Planen var at forskningsprojektet skal afsluttes i august 2022, men grundet glædelige omstændigheder at jeg er gravid, så forventer jeg først at blive færdig i foråret 2023.
Indenfor den nærmeste tid forventer jeg allerede at kunne dele første resultater af forskningsprojektet om MANU med jer, som er resultater fra interviews og observationer omkring MANU jeg foretog tilbage i 2017 og 2018. Jeg håber du vil læse med når de er klar.
Marts 2021 - Orientering om forskningsprojektet
Jeg kan nu dele første resultater af forskningsprojektet om MANU med jer, som er resultater fra interviews og observationer omkring MANU jeg foretog tilbage i 2017 og 2018 - læs med her.
Februar 2022 - Orientering om forskningsprojektet
Forskningsprojektet har ligget lidt stille i 2021, på grund af min barsel med min søn Inuk.
Der er dog sket noget ..
Jeg har sammen med min lille familie været på et forskningsophold i Tromsø og Karasjok, som ligger i Nordnorge. De nordlige landsdele af Norge, Sverige, Finland og den del af Rusland som ligger op til grænsen af Norge hedder Sápmi. Sápmi refererer til de områder, hvor det samiske folk traditionelt har boet.
Udover at danne samarbejdsrelationer med forskere, så har jeg forsøgt at få et indblik i den samiske kultur, i forhold til familierelationer, forældreskab og børneopdragelse, som er emner jeg blandt andet beskæftiger mig med i mit forskningsprojekt. Jeg vil derfor i herværende nyhedsbrev give jer et indblik i nogle af de oplevelser jeg har haft.
Samiske værdier i børneopdragelse
Jeg fik æren af at møde den samiske forsker, Asta Balto, i hendes hjem i Karasjok. Asta Balto har blandt andet forsket i de samiske værdier i børneopdragelse, slægtskabets betydning og implementering af traditionel samisk pædagogik i skolens læreplan.
I min samtale med Asta Balto oplevede jeg, at mange af de værdier og opdragelsesmåder mindede om det I har fortalt mig – I forældre, som min kollega Else og jeg har interviewet, i forbindelse med mit forskningsprojekt.
Asta beskriver, at det at barnet skal opnå selvstændighed er hovedmålet med opdragelsen. Samerne opdrager deres børn ved at skabe gode læringssituationer, fremfor at sætte dem under pres og skælde ud. En indirekte form for opdragelse bruges for at undgå konfrontation, og dette gøres for eksempel ved at fortælle børnene fortællinger. Hun nævnte også, at barnet anses for at have ære, og at det ikke skal føle skam. Til sidst tilføjede hun, at værdigrundlaget for opdragelsen er, at man skal tage vare på naturen og hinanden.
Asta skriver i sine udgivelser også om slægtskabets betydning, hvor jeg så ligheder med Gitte Adler Reimers beskrivelser om slægtskab i Grønland, blandt andet vigtigheden af at man har kendskab til sine slægtninge, samt betydningen af en navngivelse.
Det samiske hospital – Finnmarkssygehuset SANKS
SANKS tilbyder udredning og behandling til børn, unge og voksne i psykisk sundhed og afhængighed. SANKS har også nationale kompetenceservicefunktioner, og målet er at bidrage til, at den samiske befolkning får et ligeværdigt tilbud inden for psykisk sundhed og afhængighed. Det vil sige, at den samiske befolkning i Norge, Sverige og Finland har adgang til sundhedsydelser på det samiske sprog, og en service som tager udgangspunkt i deres kultur.
Det var rigtig spændende at møde Frøydis Nilsen (Leder af Børne og Unge Psykiatrien) og Laiti Tove Kirsti (Enhedsleder for familieenheden), som viste mig rundt i deres lokaler. Jeg vil gerne dele et eksempel som jeg fik fortalt, og som illustrer en kulturel relevant behandlingsmetode. Da de opstartede en familie i en behandling og sad sammen i et behandlingsrum, så var moderen meget talende mens faren var helt stille, selvom de forsøgte at få ham i tale. Men da de senere gik i gang med at planlægge turen ud i naturen, som er en del af behandlingsforløbet, så kom faren tydeligvis på sin hjemmebane og tog over. Familien driver nemlig rensdyravl derhjemme, og faren er kendt med naturen. Dette eksempel viser, hvor vigtig det er at komme ud af behandlingsrummet og finde steder hvor borgeren føler sig hjemme og tryg.
Oktober 2022 - Orientering om forskningsprojektet
Siden jeg er kommet tilbage fra barsel i januar 2022, har jeg haft travlt med at arbejde med alle de informationer jeg har indsamlet gennem interviews i 2020.
Jeg kan nu dele forældres perspektiver på MANU og forældreskabet med jer. Jeg håber I vil læse med og kan genkende jer selv i det.
Derudover har jeg i deltaget i den grønlandskmedicinske konference NUNAMED i starten af oktober her i Nuuk. Under konferencen præsenterede jeg forældrenes perspektiver ved to mundtlige oplæg og på en poster.
Jeg håber snart at være klar til at kunne præsentere fagpersonernes perspektiver på at arbejde med MANU.
Igen mange tak til alle jer der har deltaget og bidraget til herværende forskningsprojekt!
Du kan også følge projektet på min forskningsprofil på Ilisimatusarfiks hjemmeside.
Du kan til enhver tid framelde dig nyhedsbrevet ved at skrive til chin@sdu.dk.