Opgaveskrivning
I studieordningerne står de generelle krav til en opgave.
Under fagene kan der være yderligere fagspecifikke oplysninger.
Citater, modeller, statistik og skemaer er vigtige elementer i det skriftlige grundlag for eksamen. Men der er en grænse for, hvor meget citat der er tilladt.
Hvis den studerende bliver utydelig eller ligefrem usynlig i et hav af citater, forsvinder grundlaget for at vurdere den studerendes faglige niveau.
Snyd og plagiat er alvorlige brud på akademisk arbejdsmåde. At bruge andres opgaver, eller at hente formuleringer og pointer uden at citere, betragtes som tyveri, og som et forsøg på at opnå et embede uden at have de fornødne kompetencer.
En erfaren underviser eller censor har meget let ved at fornemme snyd og plagiat, og reaktionen kan være skarp. Ved snyd og plagiat består den studerende ikke eksamen, og der kan være yderligere konsekvenser for den studerendes studie.
I et videnssamfund kan grænserne for plagiat og god og legitim inspiration imidlertid være flydende.
Det er op til den studerende igennem sit studie at tilegne sig fornemmelse for den grænse.