Publikationer

Research | Forskning

Ph.d.-projektet er sagt med en kort sætning: - et deltagende aktionsforskningsprojekt om socialrådgiverprofessionens muligheder og forudsætninger for at lave socialt arbejde samt deres positionering i det socialpolitiske felt. I projektet arbejdes der med socialrådgiverprofessionens faglige vilkår.… Ph.d.-projektet er sagt med en kort sætning: - et deltagende aktionsforskningsprojekt om socialrådgiverprofessionens muligheder og forudsætninger for at lave socialt arbejde samt deres positionering i det socialpolitiske felt. I projektet arbejdes der med socialrådgiverprofessionens faglige vilkår. Faglighed indbefatter dels socialrådgivernes mulighed for at arbejde fagligt og dels deres muligheder for at organisere sig som en profession, hvor professionsbegrebet her anvendes bredt. Vi har ingen tidligere professionsstudier, som giver et indblik i arbejdsgrundlaget for at de store velfærdsprofessioner (socialrådgivere, skolelærer, pædagoger og sygeplejesker). Dermed eksisterer der et manglende indblik i, hvilken faglig og organisatorisk kapacitet velfærdssamfundet har i forhold til den omfattende mængde af sociale udfordringer, som vi står overfor. Projektet er undervejs blevet todelt i et etnografisk- og delvist deltagerorienteret studie og i et deltagende aktionsforskningsstudie om en begyndende landsdækkende faglig organisering af socialrådgivere. Projektets første del var et etnografisk feltarbejde med 15 socialrådgivere i Kommuneqarfik Sermersooq’s afdeling for børn- og familier. Det var landets største. Socialrådgiverne deltog, forud for en række møder, i kvalitative interviews, observationer, en temadag om anerkendelse, to fokusgrupper og et fremtidsværksted. Analyserne fra denne første del viste tegn på en engageret men disorganiseret og disempoweret profession. Selvom om planen hos mig oprindeligt var at skride direkte til empowerment-tiltag var det nødvendigt med en konkret analyse, en baseline, som kunne fremskrive tingenes tilstand. Der var tale om en gruppe socialrådgivere, som beskrev kaotiske tilstande i sagsbehandlingen af børnesager, en høj personaleomsætning, flere indikatorer på stress og en generel mangel på anerkendelse fra deres ledelse og fra de tværfaglige netværk. Det blev vurderet, at det ville være vanskeligt alene at fokusere på problemløsningsmetoder i afdelingen da flere af problematikkerne berørte temaer, som hørte til på et overordnet fagligt organisatorisk (meso) niveau. Det etnografiske feltarbejde blev konkluderet med en artikel, hvor jeg fremstillede de ovenstående problematikker og foreslog kommende aktiviteter omkring øget faglig organisering og fokus på empowerment af socialrådgiverprofessionen som et overordnet tiltag. Socialrådgiverne er den eneste af de fire velfærdsprofessioner, som for tiden ikke er fagligt organiseret med egen forhandlingsret. Projektets anden del er en operationalisering af disse forslag. Der blev indledt et samarbejde med en gruppe socialrådgivere, som var gået sammen om at danne en landsdækkende socialrådgiverforening NIISIP (Nunatsinni Inunnik Isumaginninermi Siunnersortit Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat). Samarbejdet har været efter alle kunstens regler i deltagende aktionsforskning. Indledningsvist spurgte jeg "Er der noget I vil kunne bruge mig til?" Efterfølgende har vi holdt en række koordinationsmøder, hvor jeg har fungeret dels som facilitator, som naiv spørger og som ekspert. Foreningen havde ambitioner om at øge deres medlemstal og opnå selvstændig forhandlingsret samt at være en tydelig stemme i den socialpolitiske debat, som har været ført fra et politisk synspunkt, et NGO synspunkt og et civilsamfundssynspunkt men kun i et meget begrænset omfang fra et fagligt perspektiv. Gennem aktionsforskningsforløbet har foreningen fået formuleret fem mærkesager. De har fået en hjemmeside, været i medierne og har fået udvidet deres medlemstal fra 8 til 43. Vi har gennem bestyrelsesmedlemmerne fået indblik i, hvor mange socialrådgiver-stillinger der er på landsbasis (Estimatet er lige under 100. Det besværliggøres ved, at mange stillinger er besat af folk med en kontoruddannelse). I aktionsforskningsprojekter vil det være illoyalt overfor en kritisk aktionsforskningsepistemologi at konkludere ud fra en deduktiv argumentationslogik. Projektets konklusioner kommer derfor til at dreje som om beskrivelser af de empowerment-processer og den aktion, som der er dokumentation for. Når aktionsforskningsprocessen i sin epistemologi er ufærdig skyldes det en konstant bevægelse mod ny erkendelse. Denne bevægelse vil i projektets analyse blive til refleksioner over, hvorledes projektets teoretiske udgangspunkt, som i overvejende grad er sociologisk marxisme, har bidraget analytisk til at realisere det metodiske arbejde med praksis for at forandre praksis. Konkluderende har projektet bidraget på tre niveauer: Det videnskabelige som er aktionsforskning, det praktiske som er socialrådgiverprofessionen og det socialpolitiske niveau. Aktionsforskningen har målrettet fokuseret på forandrings- og frigørende processer. Det har ført til, at der i forskningsforløbet er arbejdet med empowerment på et vertikalt og et horisontalt niveau. Socialrådgiverne har gennem forskningssamarbejdet fået styrket deres muligheder for at øge organiseringen af det socialfaglige arbejde. Det har skabt forandringsprocesser på et demokratisk grundlag. Endvidere har dette bidraget til en grad af tillid til forskningsprocessen som kan føre til øget forskning i fremtiden. Det socialpolitiske niveau kan i sidste ende blive styrket positivt ved at modtage indlæg fra en bedre organiseret aktør, som kan indgå i debatten om udviklingen af fremtidens velfærdssamfund. Læs mere