Oplæg om mænd og maskulinitet
Oplæg om mænd og maskulinitet med lektor Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet - 11. maj kl. 14.00 i auditoriet.
Hvordan forstår vi mænd i dag, og hvordan formes maskulinitet i en verden i forandring?
I dette oplæg vil jeg præsentere dele af min forskning i mænd og maskulinitet med fokus på nogle af de udfordringer og muligheder, som mange mænd står overfor.
Maskulinitetsforskning handler om mænds identitet, holdninger og praksisser, og der er et stigende behov for systematisk viden om mænds liv i et kønsperspektiv.
Samtidig er mænd som socialt køn på mange måder blevet overset, hvilket åbner for nye spørgsmål og perspektiver.
I oplægget vil jeg diskutere forskellige forståelser af mænd i dag: hvordan mænd både kan ses som et beskyttet og usynligt køn og samtidig som et polariseret og til tider ekstremt køn.
Et vigtigt tema er mænds erfaringer med sårbarhed og fællesskab. Mange oplever, at det er svært at åbne op om det, der er vanskeligt, og at de ikke altid mødes med forståelse.
Problemer kan blive bagatelliseret eller gjort til genstand for humor, og det at vise sårbarhed - især i mandefællesskaber - kan indebære en risiko for at stå alene.
Jeg vil også berøre, hvordan #MeToo-debatten har påvirket studiet af mænd og maskulinitet og åbnet for nye forskningsperspektiver.
Som en del af oplægget vil jeg desuden præsentere mit nye forskningsprojekt om maskulinitet, omsorg og miljøforandringer i Grønland sammen med Ilisimatusarfiks Center for Arktisk Velfærd. Her undersøger jeg sammen med Steven Arnfjord, hvordan mænds roller og identiteter formes i mødet med sociale og klimatiske forandringer, og hvilke nye forståelser af ansvar, omsorg og fællesskab der kan opstå.
FACEBOOK
LINKEDIN
Kopier link