Henrik Wilhjelm

Af Aage Rydstrøm-Poulsen - emeritus, Ilisimatusarfik

En stor Grønlandselsker, Grønlandsforsker, forfatter, præst og lærer og rektor i Grønland, æresdoktor ved Ilisimatusarfik og Københavns Universitet, er gået bort.

Henrik Wilhjelm lukkede sine øjne den 25. maj i år, tæt på vej til at blive 90 år. Mæt af dage fik han, som han ønskede, en stille og fredelig død blandt sine nærmeste. Han efterlader sig sin hustru Ellen, tre børn og flere børnebørn. Han så med taknemmelighed tilbage på et langt, overordentligt virkningsfuldt liv i Grønland, hvor landet og dets folk var i hans hjerte til det sidste. Henrik forstod om nogen, at det egentlige Grønland ser man ikke blot med øjnene, men først og fremmest med hjertet.

Henrik Wilhjelm blev født 29. november 1935 i Odder, hvor faderen var præst. Han blev som 29-årig selv cand.theol. med højeste karakterer ved Aarhus Universitet i 1962, derefter straks amanuensis sammesteds. Men efter kun to år forlod han Aarhus. Han ville videre, verden var meget større, for Henrik ikke mindst mod nord. Han havde fra barnsben næret en længsel mod nord, vakt under en ferie i Nordnorge, hvor han var til gudstjeneste og oplevede et folk tæt på naturen, som kom sejlende for at komme i kirke. Men hans fascination af de nordlige folk rettede sig i stigende grad mod det kæmpestore land og dets mennesker mod nordvest. Allerede i studietiden interesserede han sig for Grønland, og allerede i 1964 søgte han at blive lærer i en grønlandsk bygd. Grønlandsministeriet syntes dog ikke, at en så dygtig teolog skulle sådan et lille sted hen, så i stedet blev han lærer ved Seminariet i Nuuk og præst for danskerne i byen. Men efter kun et år drev Henriks fascination ham videre, han ville finde det rigtigt oprindelige grønlandske folk og dets sprog. Det lykkedes ham nu at blive lærer og præst i en bygd ved Diskobugten med 200-300 mennesker, der kun talte grønlandsk. Henrik var eneste dansker, og så gik det fremad med det grønlandske sprog. Han fortalte i et interview med Kristeligt Dagblad (24. juli, 2002), at ”Når man kan lidt grønlandsk, bliver der en utrolig åbenhed blandt grønlændere, og man føler sig meget velkommen”.

Henrik mødte sin hustru Ellen i Grønland, hvor hun også var rejst til som lærer. Familien rejste til Danmark 1979, men kunne ikke rigtig trives dernede ifølge Henrik. Han tog tilbage til Grønland fra 1981 til 1991. Og i de ti år, og i årene derefter som emeritus i Femmøller på Mols med mange besøg i Grønland, kom han i højeste grad til at tjene det grønlandske folk. Han blev i 1981 lærer ved seminariet i Nuuk, senere rektor sammesteds og leder af kateketuddannelsen. Han udgav i 1997 ”De store opdragere” om de grønlandske seminarier, og i 2001 udgav Henrik den berømte bog med den nærmest selvbiografiske titel ”Af tilbøielighed er jeg grønlandsk” om den tyske herrnhutermissionær og pro-grønlandske sprogforsker Samuel Kleinschmidt (1814-1886), der som den første gav grønlænderne en grammatik, en retskrivning, og en oversættelse til grønlandsk af hele Bibelen. Endelig i 2008 udkom Henriks bog ”De nye grønlændere” om de grønlandske kateketers omfattende virke og store betydning for det grønlandske samfund.

Det blev for Henrik Wilhjelm til ikke mindre end 40 års engagement i den grønlandske kirke- og skoleverden. En særlig kærlighed havde Henrik til den grønlandske salmesang, hvor han oplevede et udtryk nok af ord, men især af følelser, en sang, der ophøjet ”bærer” menigheden (Wilhjelms udtryk), og musikken kun ledsager. Om den udbredte grønlandske kristendom fandt han ifølge interviewet i Kristeligt Dagblad, at ”den er gennemlyst af Jesu tro og budskab”, og at ”Gud står bag det hele som den personlige far”. Som akademiker var Henrik Wilhjelm med til at lægge grunden til den teologiske uddannelse ved Ilisimatusarfik, hvor han var gæstelærer og foredragsholder i Teologisk Forening om Kuannias Julebudskab. Dette budskab bliver nu læst på Ilisimatusarfik ved vintersolhverv, når det grønlandske mørke er tættest, og lyset begynder at vende tilbage.

Da Henrik Wilhjelm modtog den teologiske æresdoktorgrad ved Københavns Universitet i 2002, hed det i indstillingen: ”Henrik Wilhjelms usædvanlige sproglige kompetence i forening med hans grundige og sobre kildestudier har muliggjort en forskningsindsats, som i kvalitet og betydning er så væsentlig for al fremtidig forskning på dette område, at den er værdig til at belønnes med den teologiske doktorgrad”. Han blev tildelt Det grønlandske Selskabs Rink-medalje i 2010, og i 2012 blev han hædret med æresdoktorgraden ved Ilisimatusarfik.

Henriks kærlighed til Grønland og grønlænderne varede til det sidste, og hans omfattende og højest anerkendte indsats vil have den største betydning for al fremtidig forståelse af Grønland og det grønlandske folk.

Æret være hans minde.