Hvem har ret til at fortælle vores historie?

Hvor længe skal vi høre vores historie blive fortalt af andre?

Når man besøger Grønlands Nationalmuseum, så kan man møde nogle af de mest berømte fund i vores historie: otte mumificerede mennesker fra bopladsen Qilakitsoq tæt ved Uummannaq.

De er over 500 år gamle - og de har været genstand for stor opmærksomhed fra forskere verden over, lige siden de blev opdaget i 1972.

Men ét vigtigt spørgsmål er ofte blevet glemt i fortællingen om Qilakitsoq: Hvordan har nutidens grønlændere det egentlig med, at deres forfædre bliver forsket i, udstillet og talt om - uden at de selv er blevet hørt?

Det spørgsmål stiller Sara Næss Elleskov, ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik i sit forskningsprojekt "Qilakitsormiut - forskning og opfattelse af historiske menneskelevn i Grønland belyst gennem studiet og formidlingen af de mumificerede mennesker fra Qilakitsoq".

Her undersøger hun både, hvordan de berømte mumier fra Qilakitsoq er blevet brugt i forskning og formidling gennem tiden - og lige så vigtigt: hvordan folk i Uummannaq og resten af Grønland ser på det i dag.

Vestlige briller styrer stadig forskningen - og fortællingen

Saras projekt er også et kritisk blik på selve forskningen - og om hvem der bestemmer, hvordan verden skal forstås og forklares. For selvom vi i dag har vores eget universitet og et blomstrende forskningsmiljø i Grønland - så er det i høj grad stadig vestlige institutioner og forskningsmiljøer, der sætter dagsordenen, både metodisk og institutionelt.

Det påvirker ikke bare, hvilke spørgsmål der bliver stillet - men især også de svar der bliver givet.

Derfor ønsker Sara at gøre op med det ensidige vestlige forskningsblik. Hun bruger derfor en de-kolonial tilgang, hvor grønlandsk verdenssyn og oprindelig viden fra lokalmiljøet får en meget vigtig og central rolle at spille.

Uummannaqs stemmer

Som en del af projektet vil Sara jævnligt være i Uummannaq - bygden som er nærmest Qilakitsoq. Her vil hun gennemføre interviews med lokalbefolkningen, samarbejde med Uummannaq Lokalmuseum og arrangere lokale aktiviteter, hvor hun inviterer lokalebefolkningen til at dele deres syn på de mumificerede forfædre - og på forskningen og formidlingen af dem.

Formålet er ikke bare at indsamle data og vigtig oprindelig viden, men også at åbne for en samtale, hvor lokalbefolkningen har noget at skulle have sagt - også om, hvordan deres egen historie bliver fortalt.

Fra arkiv til fremtid

Udover feltarbejdet i Uummannaq vil Sara også dykke ned i historiske arkiver, forskningsrapporter, museumsudstillinger og medier. Hun vil se på, hvordan Qilakitsoq-mumierne er blevet brugt i forskning og formidling gennem tiden - og hvad det rent faktisk siger om vores syn på inuitkulturen.

Senere i projektet vil hun samle grønlandske forskere og praktikere til en workshop på Grønlands Nationalmuseum, hvor de sammen skal diskutere, hvordan man fremover kan arbejde med historiske menneskeknogler og -levn på en måde, der respekterer både videnskab og oprindelige traditioner og viden.

Sara håber derfor også, at projektet kan være med til at starte en bredere debat i Grønland - om fortid, nutid og hvem der har magten til at definere begge dele.