Den grønlandske slædehunds fremtid kan måske blive bestemt af dens fortid

Af Jon Malthorne (fotograf: Carsten Egevang)

Tupilakker, sælskindsbukser og perlebroderier er nogle af de kulturskatte, som måske først dukker op på nethinden, når tankerne falder på det kolde nord, nærmere bestemt Grønland.

Men klimaet i det kolde nord er i de seneste årtier blevet mærkbart varmere, og det presser den måske største grønlandske kulturskat, slædehunden.

I løbet af de seneste 20 år er antallet af slædehunde blevet halveret fra 25.000 til 13.000 dyr. Blandt andet derfor skal et nyt forskningsprojekt sætte den grønlandske slædehunds historie og genetik under lup.

"Et af de elementer, der gør, at den grønlandske slædehund er helt unik, er, at den faktisk er en af de sidste brugshunde, der stadig bliver brugt på traditionelt vis. Hvor den helt traditionelt stadig bliver brugt til at trække en slæde og gå på jagt," siger Anders Johannes Hansen, som kommer til at lede forskningsprojektet.

Han er institutleder på Globe Institute under Københavns Universitet og har allerede forsket i slædehunden i en årrække.

Der tegner sig et billede af, at der er flere grunde til nedgangen i antallet af grønlandske slædehunde. For eksempel har snescootere gjort det hurtigere at komme omkring.

Anders Johannes Hansen understreger dog de stigende temperaturers rolle.

"Havisen er ikke længere egnet til hundeslædekørsel i ret lang tid. Du er gået fra at kunne bruge dine hunde til fangst i fem måneder om året til måske kun halvanden måned om året. Så når det koster 3-4.000 kroner om måneden at have et hundehold med 12-14 hunde, forsvinder der hundehold," forklarer han.

Så nu er spørgsmålet, hvordan den grønlandske slædehund skal tilpasse sig det 21. århundrede.

Søger svar hos Thule-inuit og nordboerne

Forskningsprojektet, som er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, kan måske give et svar ved at kigge på fortiden.

I dag ved forskerne, at den grønlandske slædehund stammer fra Sibirien og er indvandret til Grønlands nordvestlige hjørne fra det nuværende Canada, sammen med inuit. Siden har den spredt sig i Grønland, hvor den har været en del af Thule-inuits historie i næsten 1000 år.

I 2024 er slædehunden udbredt i hele Grønland, på nær Sydvestgrønland. Men sådan har det ikke altid været. Fra arkæologiske udgravninger ved man, at Thule-inuit og nordboerne levede sammen i området i 200 år.

Nordboerne ankom til Grønland fra Island i slutningen af 900-tallet og opretholdt en befolkning i det sydvestlige Grønland indtil midten af 1400-tallet.

I den periode var klimaet varmere end i dag. For eksempel var nordboerne i stand til at dyrke korn.

Så det var ikke muligt at benytte slædehunde på samme måde som i dag.

"Så tanken er at se, om Thule-inuit for eksempel har blandet slædehunden med nordboernes hunde for at få nogle andre træk frem. Måske er der noget i, hvordan man har holdt hunde i Sydvestgrønland, der kan fortælle om, hvordan man eventuelt kan bruge hundene fremadrettet. Eller hvordan man kan holde hunde fremadrettet i den nye klimatiske situation, hvor tidligere tiders klima i Sydvestgrønland bliver mere og mere udbredt over hele Grønland," siger professor Morten Meldgaard fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, der er medansøger på projektet.

Benytter DNA fra museumssamlinger og nulevende hunde

For at kunne spore slædehundens familiehistorie i Sydvestgrønland skal forskerne bruge DNA.

Projektet gennemføres som et samarbejde mellem Ilisimatusarfik i Nuuk, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv (NKA) og Københavns Universitet. På Statens Naturhistoriske Museum i København opbevares desuden en samling af historiske prøver fra fortidens slædehunde på vegne af Grønland, så her findes en vigtig kilde for projektet.

Derudover bliver der også taget DNA-prøver fra nutidens slædehunde.

"Det er syret at sidde foran sådan en slædehund, kan jeg godt fortælle dig. Altså når man sidder her og skal tage prøver fra dem. Der er jo også andre hunde, der er kæmpestore, men når du tager en slædehunds hoved i hænderne, rundt om kæberne .. Det er bare sindssygt massivt. Man bliver overrasket hver gang," beretter Anders Johannes Hansen.

Det er planen at bruge resultaterne af den genetiske analyse aktivt og fortælle om dem vidt og bredt i Grønland, fra det nationale slædehundevæddeløb, Avannaata Qimussersua, til undervisning på biologistudiet og andre relevante studier på Ilisimatusarfik.

Forud for projektet er der blevet foretaget reflektioner, hvor lokalmiljøet er blevet involveret, så idéen blandt andet har kunnet forme sig på baggrund af indspark fra fangere.

Vigtig forskning for den nationale identitet

Uanset udfaldet af det tre år lange forskningsprojekt vil slædehundens genetik kunne fortælle, hvordan Thule-inuit omgik det omkringliggende samfund. Der er to alternativer.

Enten er hunden i dag stort set den samme som på nordboernes tid. Det vil sige, at den bare er blevet anvendt på en anden måde, men at der ikke er tegn på, at man aktivt har forsøgt at fremavle nye træk hos hunden.

Alternativt er Thule-inuit målrettet gået efter at ændre hundens egenskaber.

"Det ville jo fortælle os noget om, at de måske var endnu mere bevidste, end vi troede, om at selektere på hundene. Måske som en del af at skulle tilpasse sig andre arktiske miljøer, hvor hunden fik en lidt anden funktion," siger museumsinspektør Christian Koch Madsen fra NKA og fortsætter:

"Hvis vi også kan være så heldige finde spor af nordboernes hunde, vil det give noget helt ny evidens for, hvor meget interaktion der har været mellem Thule-inuit og nordboerne."

Dermed kan forskningen også ende med at skabe stor opsigt i den grønlandske befolkning.

"I kroner og ører kan forskningen måske betyde noget for, hvordan du egentlig kan holde slædehunde. Men den grønlandske slædehund har en kæmpe national identitetsværdi, som måske har mere værdi end kroner og ører, selv på den korte bane. Det er virkelig følsomt stof," slutter Morten Meldgaard.

For mere information - kontakt venligst Morten Meldgaard.