Da en grønlandsk modstandstale blev kåret som Årets Danske Tale

Foto: Olivia Anine Thøgersen

Af Camilla Kleemann-Andersen, Naja Blytmann Trondhjem & Marie Maegaard

I sidste måneds klumme skrev vi om Aki-Matilda Høegh-Dams tale i Folketinget 12. maj 2023. Vi fokuserede på sprogvalget og på hvilke argumenter der blev brugt i debatten om dette. I mellemtiden har Høegh-Dams tale vundet prisen som Årets Danske Tale. Derfor vil vi i denne måneds emne se nærmere på hvordan det gik til, og vi vil beskrive talens indhold og form.

I dommerpanelets begrundelse for valget af talen nævnes det blandt andet at talen havde en forandrende effekt - den førte til nye praksisser for sprogvalg i Folketinget. Samtidig ser panelet den også som "mere end en vellykket happening" og hæfter sig ved dens politiske budskab om grønlandsk selvstændighed og styrke samt ved dens form som visse steder er stærkt poetisk, og som dommerpanelet sammenligner med spoken poetry.

De stiltræk som panelet sidestiller med spoken poetry, er dog i høj grad hentet fra den grønlandske kultur, fx myter, fortællinger, digte og nationale sange, og nedenfor kommer vi ind på hvordan de indgår i talen. Men først ser vi nærmere på brugen af dansk i talen.

Dansk og kalaallisut i talen

Selv om talen primært er blevet omtalt pga. dens kontroversielle sprogvalg (kalaallisut, dvs. vestgrønlandsk), så indeholder den faktisk en del danske ord. Især i den indledende del benytter Høegh-Dam flere gange danske låneord. Man kan se de danske ord som nøgleord for de emner Høegh-Dam tager op i talen: Rigsfællesskab, Grundlov, Danmarks Kongerige, Selvstyreloven, Lov om Grønlands Selvstyre, Folketinget, Officielt sprog, Det grønlandske sprog, Føderalisme.

Brugen af de danske ord er bemærkelsesværdig fordi den viser at talen har et dobbelt publikum. På den ene side taler Høegh-Dam her til sine grønlandske landsmænd, og det er tydeligt eftersom talen afholdes på kalaallisut, et sprog som de færreste i salen forstår, men som langt de fleste grønlændere forstår.

På den anden side kan vi også se at Høegh-Dam taler til et dansk publikum. Dette er tydeligt ved sprogvalget, kalaallisut, som i sig selv indeholder et budskab til det danske Folketing og den danske offentlighed selv om de ikke forstår indholdet i det sagte (dette berørte vi i sidste måneds klumme).

For det andet kan vi se brugen af de danske låneord i talen som et virkemiddel som giver et dansk publikum mulighed for alligevel at forstå hvad talen drejer sig om, men uden at de kan forstå detaljerne i den. Der findes tilsvarende ord på kalaallisut for langt de fleste af de benyttede danske ord, og dermed er Høegh-Dams ordvalg ikke bare et udtryk for almindelig sprogbrug, men et bevidst valg. Hvis talen havde været holdt i Grønland, havde den slet ikke indeholdt disse danske gloser, for i officielle taler i Grønland ville man aldrig blande sprog på denne måde, men forsøge udelukkende at benytte kalaallisut. Det er altså tydeligt at talens dobbelte publikum også afspejles i brugen af danske termer. Man kan også se at det ændrer sig undervejs i talen, og fx indgår udtrykket kalaallisut oqaatsivut flere gange senere i talen i stedet for det danske udtryk 'det grønlandske sprog'.

"Det siges at der er et Rigsfællesskab"

Talen er skrevet som et digt hvor stroferne fungerer som nøglepunkter, eller emfase i talen, som angiver hvordan intonationen skal styrkes. Dette gælder fx ordet suli ('videre') - som står alene og følges af ca. 3 sekunders pause. Denne opdeling giver en form for rytme i talen hvor hvert strofeskift har sin bestemte intonation.

Der er mange formmæssige træk som trækker på den grønlandske fortællestil. Fx bruges endelsen -gooq ('det siges') i sammenhængen rigsfællesskab-eqarmanngooq ('det siges at der er et rigsfællesskab'). Denne formulering stammer fra mytefortællinger og bruges til at fremstille det sagte som noget taleren ikke kan holdes ansvarlig for.

Myter, digte og sange

Mange andre træk kommer fra grønlandske sange. Formuleringen Nipaatsumik inooqataaneq ('At leve i stilhed') kommer fra en sang som tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeld (Siumut) har skrevet om Inuiaat kalaallit ('det grønlandske folk') hvor de sidste to strofer er angussuusarmata piniartuusut, nipaallutik inooqataasut ('de var stærke fangstmænd som havde sameksistens i stilhed'). Stroferne indikerer at sameksistens i stilhed i den larmende omverden ikke duer mere.

En anden strofe saperata isumaqalersimavugut ('vi har dannet vores holdninger') er taget fra sidste strofe af nationalsangen Nunarput utoqqarsuanngoravit ('Vort ældgamle land') som lyder saperasi isumaqaleritsi ('begynd at tro på jeres egne evner!'). Denne linje er omformet fra den originale version hvor der er tale om en opfordring, til en form hvor der er tale om noget allerede opnået ('vi har dannet vores holdninger'). På den måde siger Høegh-Dam her at grønlændere er begyndt at tænke selv og at tro på sig selv, og hun gør det med henvisning til nationalsangen.

Høegh-Dams tale er altså både interessant - og prisværdig - i kraft af sit sprogvalg, sit indhold, sin form, og naturligvis i kraft af den effekt den havde på regler om sprogvalg i det danske Folketing.