Historisk udredning
Om
Naalakkersuisut og regeringen besluttede med fælleserklæringen af 9. juni 2022 at iværksætte en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag.
Den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark skal på et fagligt grundlag udgøre et bidrag til en fælles proces om at afdække og forstå historien, erkende konsekvenserne af de beslutninger, som der blev truffet, og de handlinger, som blev gennemført, for derigennem at skabe forudsætninger for forsoning med fortiden.
Grønland og Danmark har forbundne historier, hvor landene sammen har gennemlevet en udvikling, som har påvirket begge lande. I perioden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag er forholdet mellem Grønland og Danmark bl.a. kendetegnet ved, at Grønland gradvist har overtaget kompetencer og en række sagsområder. Ønsket om udredningen af forholdet mellem Grønland og Danmark skal forstås i det lys.
Formålet med udredningen er at bidrage med viden om forholdet mellem Grønland og Danmark efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Hensigten er, at denne viden øger den almene forståelse af forholdet mellem landene, og af hvordan forholdet har haft omfattende konsekvenser og påvirker aktuelle vilkår for den grønlandske befolkning.
Kommissorium
Du kan læse kommissorium for den historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag lige her.
FACEBOOK
LINKEDIN
Kopier link