Forgotten friends
Om forskningsprojektet
Projektet er et tværfagligt projekt, der handler om de såkaldte 'Old Friends' i en grønlandsk kontekst. 'Old Friends' er en betegnelse for mikrober, der tidligere eksisterede i menneskets dagligdag, men som er forsvundet med moderne livsstil i hjemmene, hygiejneforhold, ernæringstyper og menneskets adfærd i naturen.
Nogle af mikroberne kan have haft en gavnlig effekt mod sygdomsforekomst, allergier og lignende - og projektet skal derfor undersøge, hvilke 'friends' der kan være glemt, og om de bør genintroduceres.
Nærværende fase I er et indledende studie baseret primært på historiske arkiv- og litteraturstudier om konkrete ændringer i den grønlandske livsstil siden ca. 1800 - der har haft indflydelse på forskellige typer mikrobeforekomster - samt et indledende datastudie af aktuelle forekomster af allergisygdomme i Grønland.
Projektet, som skal danne udgangspunkt for et større projekt om betydningen af og potentialet i 'Old Friends' i Grønland, formidles løbende gennem en podcast med fokus på forskningsprocessen og lytternes mulighed for at bidrage med viden.
Metoder
Metoden i fase-projektet er også en del af outreach-delen, som består af en kort podcastserie. Serien vil ikke 'kun' fortælle om emnet og emnets betydning, men i lige så høj grad om selve forskningsprocessen - hvordan finder man oplysningerne, og hvordan bruger man dem til at lære nyt? Og hvordan kan det vi lærer bruges?
Podcastene vil blive formidlet bredt og skal også invitere lytterne til at bidrage med viden, som de mener kan være brugbare i projektet - f.eks. traditionel tilberedning af mad, beklædning, brug af naturen m.m.
Målet er at indsamle viden men også at fortælle, at folks egen viden er værdifuld for hele samfundet. Vi håber naturligvis også, at fase I vil bane vejen for det større fase II-projekt, som vil omfatte mere vidtrækkende outreach samt undervisningstilbud og forskeruddannelsesmuligheder i Grønland.