Offentligt foredrag: Viscerality, mood control & media literacy
Afdeling for Sprog, Litteratur & Medier inviterer til offentligt foredrag med Pia Majbritt Jensen - med titlen "Viscerality, mood control og media literacy: opfattelser blandt danske børn og unge af kvalitet og relevans i film og serier".
Danske børn og unge vælger film og serier - og andet medieindhold - efter hvilken stemning, de gerne vil være i.
Kvalitet og relevans er forbundet med indhold, der vækker (de rigtige) følelser (på det rigtige tidspunkt) og stimulerer sanserne, og de vælger ofte indhold for dets viscerale - frem for kognitive og filmiske - kvaliteter.
Børnene ønsker at føle filmene og serierne (gennem overraskelse, nydelse, frygt, afsky, tristhed osv.), hvilket betyder, at de fravælger danske serier og film i en forholdsvis ung alder.
Dette er nogle af hovedresultaterne i et todelt receptionsstudie bestående af både et spørgeskema (n=313) og et såkaldt mobiletnografisk studie (n=20) af danske børn og unge, som jeg har gennemført i projektet Reaching Young Audiences (Danmarks Frie Forskningsråd), og som jeg vil udfolde og diskutere konsekvenserne af i mit offentligt foredrag.
Alle er velkommen - og der vil være kaffe, te og kage.