"I hear of Sherlock everywhere" - en eftermiddag med Sherlock Holmes
Afdeling for Sprog, Litteratur & Medier inviterer til offentligt foredrag om Sherlock Holmes med lektor, dr. phil. Palle Schantz Lauridsen fra Københavns Universitet, som i øjeblikket er gæsteunderviser på Ilisimatusarfik.
Sådan sagde Sherlock Holmes' bror, Mycroft, i en af de 60 historier, forfatteren Arthur Conan Doyle skrev om den detektiv, han opfandt i 1887 og skrev om i 40 år.
Det var ikke kun i de 60 fortællingers fiktive verden, Holmes blev berømt. Kun nogle år efter den første lille roman udkom i et julehæfte, steg Holmes' berømmelse voldsomt - både i England, hvor det hele startede, og internationalt.
Det kunne kun lade sig gøre på grund af de moderne massemedier.
Holmes' historie er de moderne mediers historie.
Foredraget fortæller om, hvordan Holmes-fortællingerne i over 135 år er blevet præsenteret i - og tilpasset til - en mængde forskellige medier, eftertiden ofte har glemt: tidsskrifter og aviser, bøger, teaterstykker, stumfilm og tegneserier.
Og selvfølgelig lydfilm og tv- og streamingserier. Fokus er på Holmes i Danmark, men vi kommer ikke uden om den grønlandske oversættelse: Baskervillekut ĸingmerssuaĸ.