Publikationer

The chapter introduces a method of qualitative analysis which builds on socialpsychological theory about structures and relations in social practice. Conditions-, meanings- and reasoning analysis integrates societal and institutional structures in the conduct of everyday life of the citizens and in professional practice. The purpose of the analysis is to show the connections between institutional practice and the citizens’ everyday conduct of life with e.g. health problems, how the different practices influence each other, and what opportunities and challenges they include. By the use of examples from empirical research in patients’ perspectives on health practice in Greenland, it is shown how the method of analysis can be used on empirical material, what forms of knowledge and practice it analyses, and what kind of knowledge and action possibilities it generates.

Kapitlet henvender sig til studerende og andre som ved hjælp af interview ønsker indsigt i patienters eller andre brugeres hverdagsliv fra deres perspektiv. Der findes mange måder at skabe viden om patientperspektiver. Derfor diskuteres først det vidensmæssige grundlag for hverdagslivsinterview, som det fremstilles her. Der argumenteres for at patienters konkrete livsbetingelser og værdier må inddrages som rationel viden i faglig beslutningstagen, og at dette kræver særlige fremgangsmåder. Det vises herefter, gennem et praktisk eksempel fra et forskningsprojekt blandt grønlandske patienter, hvordan samtalen i interviewet kan generere viden om patientperspektiver gennem fælles udforskning af interviewpersonens konkrete livsførelse i dagligdagen. Kapitlet beskriver nogle principper for udforskning af patientperspektiver omhandlende inddragelse af subjektivitet, forskellige sundhedsopfattelser og kulturforskelle mellem forskere og interviewpersoner.

Gennem de seneste årtier er den sociale ulighed i Grønland steget. Velfærdsinstitutionerne har overtaget mange ansvarsområder som før var familiernes, hvilket kan true børns trivsel og sundhed, dels fordi der er behov for at forældre også tager ansvar, dels fordi velfærdsinstitutioners logik er at behandle sig ud af problemer. Kapitlets pointe er at institutionerne må påtage sig opgaven med at inddrage forældrene og den øvrige lokalbefolkning i løsningen af velfærdsproblemer med fokus på lokale ressourcer, det vil sige gennem sundhedsfremmende tiltag. På den måde kan institutionerne støtte befolkningen i at tage del i ansvaret for sundhed og trivsel på længere sigt. Dette kræver samarbejde mellem befolkningen, institutionerne, organisationerne og forskningen om at skabe selvforvaltning og et godt liv i lokalsamfundene.

Grønlandsk forskning i patienters daglige livsførelse med sygdom viser at patienter risikerer at blive udelukket fra indflydelse på egen behandling, pleje og rehabilitering fordi professionelle ofte er centreret omkring deres egen faglige praksis og vurderer faglig viden højere end patienters viden om deres liv. I det der i sundhedsvæsenet kaldes ‘fælles beslutningstagen’, er det ikke nok at spørge til patienters umiddelbare præferencer i forhold til en bestemt indsats. Patienters sundhedsproblemer må forstås i relation til deres liv som er formet i bestemte sociale og kulturelle sammenhænge. Det er dét at sætte personlig livsførelse ind i sin samfundsmæssige sammenhæng der gør patientpræferencer til rationel viden – bl.a. viden om ressourcer til at klare livet med sygdom. Denne viden kan sætte de professionelle i stand til at yde en indsats som er relevant og brugbar for den enkelte patient. Når patientperspektiver forstås på den måde, går kvalitet i sundhedsvæsenet og en medmenneskelig tilgang til patienterne hånd i hånd. Humanistisk sundhedsforskning kan bidrage hertil ved at afdække patient- og professionelle perspektiver.

Kapitlet tager udgangspunkt i personalesituationen i sundhedsvæsenet som er præget af stor gennemstrømning af korttidsansatte, fortrinsvis ikke-grønlandsksprogede sygeplejersker, på grund af sundhedsvæsenets udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personale gennem mange år. En interviewundersøgelse viser fastansatte hospitalssygeplejerskers oplevelser af konsekvenserne i hverdagen i klinisk praksis: stor arbejdsbyrde pga. oplæring af nyt personale og tolkning mellem korttidsansatte og patienter; ekstraopgaver i forbindelse med uddannelse af elever og studerende samt ledelse og konflikthåndtering; afbrydelser og manglende tid til kerneopgaven, patientplejen. Dette medfører stress, evt. med fysiske symptomer, og overvejelser om jobskifte. Undersøgelsen peger på behov for bedre introduktionsforløb for nyansatte, bedre muligheder for faglig sparring og udvikling og generelt for ledelsesmæssigt initiativ og opbakning. Kapitlet afsluttes med nogle konkrete forslag til udvikling af praksis på de omtalte områder med henblik på at fastholde både de udefrakommende sygeplejersker og de fastansatte grønlandsksprogede sygeplejersker.