Institut for Læring

Institut for Læring

Under instituttet hører afdelingen Ilinniarfissuaq.

Institutleder er Britta Lohmann.

 

Institut for Læring blev til da Ilinniarfissuaq pr. 01. januar 2008 blev et institut under Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, sammen med Inerisaavik, som omfatter evaluerings- og udviklingsafdelinger rettet mod folkeskolen.

Ilinniarfissuaqs primære opgave er at uddanne studerende til folkeskolelærere med en bachelorgrad. Man kan både tage en central læreruddannelse, hvor man studerer fuldtid på Ilinniarfissuaq og en decentral læreruddannelse, hvor man kan tage en lærereksamen samtidig med at man arbejder som lærer i sin hjemby.

Desuden varetager Ilinniarfissuaq videreuddannelsen af folkeskolelærere gennem diplom, master, og kandidatuddannelser samt efteruddannelser i form af kurser.

Du kan kontakte Institut for Læring og dets medarbejdere på forskellige måder - ligesom du kan læse mere om Institut for Lærings forskellige forskningsprojekter

 

Herunder kan du blive klogere på historien:

Grønlands Lærerseminarium, Ilinniarfissuaq, betyder ”Det Store Lærested”

Ilinniarfissuaq er den ældste uddannelsesinstitution i Grønland og blev grundlagt i 1845 nede i den tidligere bispebolig, som kateketuddannelse.

Seminariets hovedbygning, som også er et symbol for byen Nuuk, indgik tidligere i Nuuk Kommunes Byvåben. Selve bygningen blev bygget i 1907 og blev taget i brug den 18. september. Denne dato fejres som Ilinniarfissuaqs fødselsdag hvert år.

Bygningen, som gennem tiden er blevet et symbol på lærdom og oplysning, og en højborg for den boglige og åndelige lærdom i Grønland, er centralt placeret mellem andre historiske bygninger og ligger tæt på kolonihavnen med de smukke og velbevarede bygninger og den specielle atmosfære.

Man kan let føle sig hensat til historiens vingesus, men alligevel er Ilinniarfissuaq er en moderne og levende uddannelsesinstitution, der lever op til nutidens krav om veluddannede folkeskolelærere.

Undervisningen giver studerende solide faglige og pædagogiske kvalifikationer og kompetencer. Sammentænkningen af disse er dét, der skaber en lærer. Fagdidaktiske aspekter er derfor en integreret del af undervisningen indenfor fagområde- og fag- undervisningen, hvor fagdidaktiske teorier og studerendes praktiske erfaringer fra praktikforløb kobles med den fagligt rettede undervisning.


Kontakt

Du kan kontakte os på mange forskellige måder

Læs mere

Find forsker

Kom nemt i kontakt med vores forskere på Ilisimatusarfik

Læs mere