Søg på Ilisimatusarfik

Atagu!

10.09.2019

Introducerende tekster
til læreruddannelsen

Denne håndbog hjælper dig med at blive lærer. Du skal måske læse teksterne flere gange – sådan er det at studere. Vi har lavet nogle korte tekster med masser af vitaminer i. Teksterne skal bruges sammen med undervisningen på dine hold, når du skal skrive opgaver, og når du skal i praktik.

Håndbogen har også videoklip. Videoklippene viser interviews med eksperter, som fortæller om musikundervisning og om IT i skolen.

På Institut for Læring arbejder både forskere og undervisere med udvikling af nye metoder til undervisning og til skolens arbejde. Teksterne og videoklippene er lavet af forskere og undervisere, som følger med i udviklingen inden for pædagogik og undervisning, og som selv er med til at skabe udviklingen.

Håndbogen er ikke færdig. Det bliver den nok aldrig, for der kommer hele tiden ny viden, nye forskningsresultater, nye eksempler fra skolen og nye måder at undervise på. Måske kommer du selv til at bidrage med noget til håndbogen, imens du er studerende.

Institut for Læring vil med denne håndbog hjælpe studerende med at lære at undervise. Undervisning er, når en person tager ansvar for, at en anden person lærer noget bestemt. Vi kan selv læse i en bog eller se et YouTubeklip, hvis vi skal lære at bage en fødselsdagskage. Det er ikke undervisning. Men hvis vores mor viser os, hvordan vi bager en fødselsdagskage, så kan det kaldes undervisning. For der skal tænkes over, hvad der skal læres, og hvordan det sker.

Arbejdet med at få andre til at lære noget er ikke nemt. Meget undervisning er et forsøg på overføring af viden fra lærer til elev. Men viden læres først, når den, der skal lære noget, selv griber ud efter det, der skal læres.

Man skal vide noget om matematik for at blive en god matematiklærer. Men det er ikke det vigtigste. Den vigtigste forudsætning for elevens faglige udvikling er, at læreren kan få øje på, hvad eleverne kan, hvad de ikke kan, og hvordan de kan komme videre og lære mere. En dygtig lærer er fagligt stærk, men har samtidig god indsigt i, hvordan børn lærer.

Skolelærere har stor betydning for fremtidens samfund. Det er lærerne, der sørger for, at befolkningen lærer det, de skal kunne, til gavn for samfundet og for den enkelte. At undervise er et stort og meget vigtigt ansvar at tage.

Som velkomst til studiet modtager du som ny studerende ved Institut for Læring denne håndbog. Løbende vil håndbogen som nævnt blive opdateret med nye og aktuelle artikler.

God fornøjelse med studiet.

Redaktionsgruppen på Institut for Læring.



Kommunikationskontor

Kom nemt i kontakt med vores kommunikationskontor

Læs mere

Arrangementer

Offentlige arrangementer på Ilisimatusarfik

Læs mere

Ilisimatusarfik i pressen

Se oversigt vedr. Ilisimatusarfiks omtale i presse og medier

Læs mere