Søg på Ilisimatusarfik

Tale ved arrangementet for Roberts 90 års-fødselsdag

17.04.2018

Af Gitte Adler Reimer,
rektor ved Ilisimatusarfik

Kære alle og kære Robert;

Velkommen til vores udstilling og kaffemik i forbindelse med Robert Petersens 90-årsfødselsdag på onsdag den 18. april.

Robert blev født den 18. april 1928 i Maniitsoq og blev uddannet lærer ved Ilinniarfissuaq i 1948. I 1953 tog han lærereksamen i Danmark. Han fortsatte med at uddanne sig, og i 1967 blev han mag.art fra Københavns Universitet. I 1975 blev han professor i eskimologi fra samme universitet. Robert, du var med til at forberede og opstarte Ilisimatusarfik. Du blev nemlig leder af forløberen for Ilisimasarfik, Inuit Institut, i 1983 og da Ilisimatusarfik blev etableret,  var du rektor fra 1987-1995. I 2010 fik du som den første i Ilisimatusarfiks historie tildelt universitetets æresdoktorgrad – og du var den helt rigtige at give prisen. Du er jo Ilisimatusarfiks grundlægger, den første grønlandske professor og Ilisimatusarfiks første rektor. Du har fået mange priser ud over det jeg har nævnt, men jeg slutter her, for ellers skulle jeg bruge resten af dagen på at opremse alle dine udmærkelser.

Din arbejde har været enormt, alsidigt og bredt, fordi du har så stor viden og mange kundskaber. Du har gennem alle årene været en yderst produktiv forsker både inden for det antropologiske og det lingvistiske område, med publikationer både på engelsk, dansk og grønlandsk. Du har nydt stor anerkendelse internationalt som specialist ikke bare i grønlandske forhold, men også om Inuit generelt.

Som jeg allerede har nævnt er du Ilisimatusarfiks grundlægger. Mange af de projekter du igangsatte som rektor, er stadigvæk gældende i dag. Nogle af projekterne er blevet fornyet og tilpasset dagens samfund – men helt generelt følger vi stadigvæk i dag den måde som du i sin tid organiserede uddannelserne og forskningen på på Ilisimatusarfik – den tværfaglige og tværvidenskabelige undervisning og forskning.

Ved Ilisimatusarfiks 30-års jubilæum skrev du følgende:

”Da vi i sin tid skulle finde frem til Inuit Instituttets struktur, var den almindelige mening – at Grønlands Universitet først skulle være grønlandsk, og så universitet. Min holdning var, at det ikke kunne undgås at blive grønlandsk; men universitetet kunne det kun blive, hvis vi sørgede for, at kvaliteten kom til at ligge over niveauet for et ”prærieuniversitet”. Om det så skulle tage lang tid, måtte vi gøre den indsats, der skulle til. Kvalitet først og derefter grønlandsk. Og du skriver videre: ”Først og fremmest mener jeg, at det skal være et universitet efter nordisk standard, og derefter at de grønlandske studier skal være på toppen, at det skal uddanne grønlandske akademiske medarbejdere, og derefter at folk i Grønland skal være stolte af at have dette universitet som deres eget”.

Kære Robert, jeg kan sige, at den holdning, som du havde den gang, siden hen er blevet støttet og fulgt af de forskellige rektorer – en holdning, som jeg også fuldt ud støtter. Det, du satte dig som mål den gang, er lykkedes, og i dag er Ilisimatusarfik en succes.

Robert, du har været en af mine bedste undervisere og vejledere i alle de år jeg læste på Ilisimatusarfik, og det var ikke kun været på det faglige plan du støttede mig, også når jeg havde udfordringer i mit liv, var du parat til at hjælpe. En af de ting jeg husker dig for som rektor er, at din dør altid var åben. Vi var altid velkomne på dit kontor, og du gav dig tid til at lytte til os. Det er en af de ting jeg som rektor gerne vil føre videre. Du har om nogen anden været rollemodel for studerende, for forskere uanset nationalitet, og du har haft stor indflydelse på udviklingen af Grønlands uddannelsessystem og forskning. Kære Robert, tusind tak og jeg ønsker dig en uforglemmelig og dejlig 90-årsfødselsdag på onsdag.



Kommunikationskontor

Kom nemt i kontakt med vores kommunikationskontor

Læs mere

Arrangementer

Offentlige arrangementer på Ilisimatusarfik

Læs mere

Ilisimatusarfik i pressen

Se oversigt vedr. Ilisimatusarfiks omtale i presse og medier

Læs mere