Årsfest 2018

Årsfest 2018

01.10.2018

Læs bla. også rektors
Årsfest-tale

Fredag d. 28. september var en stor festdag på Ilisimatusarfik - her afholdte vi nemlig vores traditionsrige Årsfest.

Programmet for Årsfesten var: 

  • Kl. 10.00: Fællesang
  • Velkomst og introduktion v/ rektor Gitte Adler Reimer (læs hele rektors tale herunder)
  • Hædring af Institut for Læring og studenterorganisationen ILI ILI - Ilisimatusartut Kattuffiat

Institut for Læring blev hædret for deres store arbejde med bla. ny studieordning efter evalueringen af læreruddannelsen.

ILI ILI - Ilisimatusartut Kattuffiat blev hædret for deres store arbejde med at genopbygge studenterorganisationen - herunder deres repræsentation af grønlandske studerende rundt omkring i verden, deres arrangement af jobmessen samt deres store arbejde under den netop afholdte rusuge. 

  • Kl. 10.30: Tale v/ Ole Marquardt (via Skype)
  • Kl. 11.00: Korsange v/ Per Rosing - inklusiv Ilisimatusarfik hymnen
  • Kl. 11.15: Tale v/ Departementet for Uddannelse, Kultur & Kirke 
  • Kl. 11.45: Overrækkelse af ph.d.-beviser til Mikaela Augustussen & Anna-Sofie Hurup Skjervedal

Mikaela Augustussen fra Institut for Sygepleje & Sundhedsvidenskab fik overrakt sit ph.d.-bevis for afhandlingen "Palliation til grønlandske kræftpatienter i Grønland og i Danmark". 

Anna-Sofie Hurup Skjervedal fik overrakt sit ph.d.-bevis for afhandlingen "Towards meaningful youth engagement. Breaking the frame of the current public participation practice in Greenland".

  • Kl. 12.00: Fællessang
  • Fotografering

Efter højtideligheden bød Ilisimatusarfik på en reception.

 

Tale v/ rektor Gitte Adler Reimer

"Kære studerende, ansatte, medlemmer af Ilisimatusarfiks bestyrelse Naalakkersuisut, medlemmer af Inatsisartut; kære gæster.

Rigtig hjertelig velkommen til denne årsfest, hvor vi fejrer Ilisimatusarfik og Ilisimatusarfiks virke. Jeg vil også i dagens anledning byde særligt velkommen til de studerende og ansatte ved vores nye jurauddannelse, til jeres første årsfest ved Ilisimatusarfik.

Jeg vil starte min tale med at sige en stor, stor tak til alle Ilisimatusarfiks ansatte og studerende. Uden jeres arbejde og indsat ville vi aldrig nogensinde kunne få Ilisimatusarfik til at fungere – det er jeres fortjeneste at vi fortsat kan levere forskning og uddannelse på højt internationalt niveau. 

Vi fejrer i dag 10-året for sammenlægningen af flere uddannelser på Ilisimatusarfik og 10-året for indflytningen af 8 uddannelser til denne smukke bygning, Ilimmarfik. Denne sammenlægning er en løbende proces. I år afholdt vi for første gang sommerens store dimissioner for lærerne og sygeplejerskerne her på Ilimmarfik. Ligesom vi også har valgt at flytte Institut for Sygepleje- og Sundhedsvidenskab her ud. Alt sammen tiltag som er en del af Ilisimatusarfiks integrationspolitik – en integration som også gerne skulle føre til, at vi i den nærmeste fremtid får Institut for Læring flyttet her ud til campus, når den nye udvidelse er blevet bygget. Her på Ilisimatusarfik blev vi meget fortrøstningsfulde da vi læste koalitionsaftalens indhold om finansiering og planerne for en udvidelse af campus. For der er ingen tvivl om at vi med 10 uddannelser her på Ilimmarfik har trange kår. Vores dygtige medarbejdere fra administrationen arbejder dagligt på at få puslespillet med manglende undervisningslokaler til at gå op.


Men det ændrer ikke ved, at Ilisimatusarfiks ledelse finder det meget vigtigt at vi får alle uddannelserne samlet under et tag. For der er store fordele ved at samle hele Ilisimatusarfik i ét campus, ikke kun i forhold til at løfte kvaliteten af undervisning og forskning, men også i forhold til udbygningen af samarbejdet mellem uddannelserne - et samlet campus vil også bidrage til at Ilisimatusarfik kan blive en global og international forskningshub i samarbejde med andre forskningsinstitutioner her i landet. Vi kan allerede se fordelene ved et samlet forskningsmiljø gennem vores gode og voksende samarbejde med Naturinstituttet – ikke mindst gennem vores fælles arbejde for etableringen af den nye samarbejdsbygning.

Vi kan i dag kigge 10 år tilbage på den gang universitetsloven blev erstattet af en ny styrelseslov for Ilisimatusarfik – og en række uddannelsesinstitutioner blev inkorporeret i universitetet. Dengang blev lærer-, sygepleje-, journalist- og socialrådgiveruddannelserne en del af universitetet. 10 år efter lovgivningens ikrafttræden er man også i år i gang med at ændre på lovgivningen for Ilisimatusarfik og de videregående uddannelser. Lige som den gang er der også en livlig debat om ændringsforslagene, om end mindre dramatisk. Jeg har været i Ilisimatusarfiks arkiv for at få et glimt og en fornemmelse af hvad der bl.a. optog rektor Claus Andreassen til den første årsfesttale, som blev holdt i den gamle Herrnhutbygning fredag den 16. februar 1996. Jeg ved at der er sket store ændringer siden den daværende rektor indførte årsfesten – men jeg synes dog at der er noget genkendeligt over talen - den gang som nu taler vi om de trange bygningsmæssige kår vi har på Ilisimatusarfik. Den gang som nu diskuterer vi omstrukturering af uddannelserne og dengang som nu diskuterer vi forskning. 

Eksempelvis taler daværende rektor om en nyindført bacheloruddannelse og debatterer definitionen og uddannelsens nytte. Claus Andreassen sagde bl.a. Citat:

”Det bliver spændende at følge, hvordan disse bachelorer modtages på arbejdsmarkedet. Det er et nyt begreb, som mange skal vænne sig til. Vi har hørt såvel positive som negative meldinger om bachelorbegrebet – endda før de overhovedet var færdige! Vi betragter denne uddannelse som et gode for det grønlandske samfund, fordi studerende, der enten er blevet trætte af at læse, eller ikke har evnerne til at komme længere, eller ønsker at kombinere en kortere universitetsuddannelse, med noget andet, eller blot har lyst til at komme ud på arbejdsmarkedet, nu har mulighed for at få en reel kompetencegivende uddannelse på et forholdsvist højt niveau uden at have spildt årene. Det giver flere valgmuligheder, bedre udnyttelse af den investerede tid og penge samt en mulighed for et hurtigere, større og bredere udbud af personer med en akademisk træning på arbejdsmarkedet” (Ilisimatusaat, No. 1- 1996).

I dag diskuterer vi gennem de sidste høringssvar vedr. ændring af loven om videregående uddannelser og loven om Ilisimatusarfik, hvorvidt ”en bachelor er en bachelor” eller om vi fortsat skal skelne mellem professionsbachelor- og bachelorbegrebet. Der er mange bud, både positive og mindre positive. Dog er vi alle enige om, at alle vore bachelorer skal have en erhvervskompetencegivende uddannelse. Derfor foreslår vi også, at de bacheloruddannelser, som ikke har en praksisorienteret del i deres uddannelse, skal igennem et halvt års erhvervsforberedende kurser. Dette er et vigtigt forslag, fordi vi gennem bacheloruddannelserne også gerne vil sætte fokus på de studerendes akademiske kompetencer og forhåbentligt få mange flere igennem et kandidatforløb.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Ilisimatusarfik fortsat arbejder hårdt for at prioritere oprettelsen af flere kandidatuddannelser på flere af vores afdelinger, og få indskrevet flere ph.d.-studerende på alle uddannelserne. Forskning og forskningsbaseret undervisning kræver forskere og ph.d.-studerende. Ved at løfte forskningsdelen vil vi øge kvaliteten og bredden i undervisning og forskning, og således også øge fokus på den værdifulde viden Ilisimatusarfik kan skabe og dele med samfundet.

Mange af de ting, som rektor Claus Andreasen talte om, er blevet til virkelighed – derfor står vi her i dag på Ilimmarfik og kan holde vores højtidelige årsfest. Uddannelserne blev omstruktureret og forskning er kommet i fokus med bl.a. indførelsen af ph.d.-uddannelsen. Det er nemlig også til vores årsfest i år, at vi endnu en gang med stor glæde skal uddele ph.d.-beviser. Denne gang til Mikaela Augustussen og Anna-Sofie Skjervedal.

I år har jeg som ny rektor valgt, at vores årsfest også skal bruges til at anerkende nogen som har udført et godt arbejde som er blevet gennemført i det forgangne år. Nogen som har gjort sig særligt bemærket på Ilisimatusarfik, lokalt, nationalt eller internationalt. Jeg vil gerne have, at alle på Ilisimatusarfik har indflydelse på og føler ejerskab til årsfesten. Derfor har jeg i år valgt at holde en anerkendelses- og promoveringstale for Institut for Læring og studenterorganisationen Ili Ili.

Kære Institut for Læring. Jeg ved I har været igennem nogle svære år efter evalueringen i 2016, og mange af jer er stadig dybt berørte af det, hvilket jeg har stor forståelse for. Men samtidig synes jeg, at det har været vigtigt med evalueringen, fordi det har medført positive ændringer af læreruddannelsen - en vigtig uddannelse som skal væe med til at løfte det store arbejde som udføres dagligt i folkeskolerne i Grønland. 

Der er meget bevågenhed fra både politikere og medier overfor Institut for Læring, og det er jo rigtig godt at samfundet interesserer sig, eget for læreruddannelsen. Men meget ofte synes jeg, at opmærksomheden tager udgangspunkt i et for kritisk og fejlfindende syn, der bunder i uvidenhed om det store arbejde I løfter til dagligt. Det er svært for en institution, eller for den sags skyld et individ, at løfte en opgave når udgangspunktet for vurderingen oftest er kritik og utilfredshed fremfor en samarbejdende eller anerkendende tone. 

I har om nogen rejst jer igen og løftet et stort arbejde ved at reformere læreruddannelsen, også til trods for, at I bor under svære forhold. Ilinniarfissuaqs gamle, smukke bygning og mangeårige vartegn for læreruddannelsen, er en uvurderlig kulturarv og et symbol på vigtigheden af uddannelse her i landet. Men bygningsmæssigt er de nuværende forhold ikke længere tidssvarende som rammer for en moderne læreruddannelse, hvor der kræves høje internationale standarder. Hvis vi skal løfte læreruddannelsen og folkeskolen, skal rammerne, strukturerne og organisationen være til stede. Det er vigtigt, hvis vi ønsker at opnå det høje, uddannelsesmæssige niveau, som kræves af læreruddannelsen. Samtidig er det lige så vigtigt at løfte forskningsdelen i læreruddannelsen ved at indføre en kandidatuddannelse og får indskrevet flere ph.d.-studerende. Der er ingen tvivl om, at det er gennem forskning og forskningsbasering, at vi i endnu højere grad kan løfte læreruddannelsen op på højeste internationale niveau. Når alle disse forhold er gennemført, vil det ikke kun få stor positiv indvirkning på læreruddannelsen, men også på folkeskolen og dermed vore børns fremtid.

Jeg vil gerne bede institutleder på Institut for Læring, Britta Lohmann, om at komme herop og modtage en symbolsk gave som anerkendelse af jeres store indsats.

Den anden som fortjener at blive anerkendt og rost for sit store arbejde er vores meget aktive studenterorganisation Ili Ili, som på ganske få år har fået genetableret studenterorganisationen til stor gavn for hele Ilisimatusarfik og det grønlandske samfund. Ilisimatusarfik og de studerende har meget at takke og rose Ili Ili for - det er en studenterorganisation som gennem frivilligt arbejde løfter mange opgaver, ikke bare for Ilisimatusarfiks studerende men for alle, som er under uddannelse her i landet. Ili Ili løfter meget, både nationalt og lokalt ved bl.a. møder vedr. kollegieloven, deltagelse i arbejdsgruppen for kvalitetssikring af videregående uddannelser, afholdelse af succesfulde jobmesser, møder med mange lokale aktører og virksomheder for at få aftaler om støtte og hjælp til studerende, afholdelse af vellykkede vælgermøder og politiske debatter. I har også gjort jer bemærket internationalt gennem deltagelse i store forskningskonferencer som Arctic Circle Assembly, nordiske samarbejdsnetværk, FN’s permanente forum for oprindelige folk, ICC education summit. Ja, jeg kunne blive ved med at liste en lang, lang række af alt det arbejde I gør dagligt og det gør I frivilligt fordi I interesserer jer for at forbedre ikke bare jeres medstuderendes vilkår, men at gøre en forskel i det grønlandske samfund og internationalt. Jeg vil gerne på vegne af Ilisimatusarfik takke jer for jeres meget store arbejdsindsats – vi her på Ilisimatusarfik er meget heldige at have så dygtige studerende og en så god studenterorganisation.

Jeg vil gerne bede Ili Ili’s formand Qivioq Løvstrøm om at komme herop og modtage en pengegave, som skal støtte og hjælpe organisationens daglige arbejde for vores studerende."



Kommunikationskontor

Kom nemt i kontakt med vores kommunikationskontor

Læs mere

Arrangementer

Offentlige arrangementer på Ilisimatusarfik

Læs mere

Ilisimatusarfik i pressen

Se oversigt vedr. Ilisimatusarfiks omtale i presse og medier

Læs mere