Søg på Ilisimatusarfik

Fransk gæstestuderende

Hvor er pingvinerne?

Da franske Claire Fihue voksede op, hørte hun ofte om Grønland. Men det var et romantisk - og ikke helt rigtigt – billede, hun fik af den store ø i nord. Hun drømte om isfjelde, sæler, isbjørne, igloer - og pingviner!

"Jeg vidste intet om det moderne Grønland eller om byen Nuuk, før jeg kom hertil for at studere et semester på Ilisimatusarfik", fortæller hun.

Claire Fihue studerer humaniora på Université de Rouen i Normandiet og under sit semesterophold på Ilisimatusarfik følger hun et forløb i samfundsfag med kurser i blandt andet internationale relationer i Arktis og bæredygtig udvikling.

"Jeg valgte at studere et semester i et andet land for at opleve en anden kultur og møde nye mennesker. Jeg tror på, at rejser er nødvendige for at blive en ”open-minded” verdensborger. Desuden mener jeg, at det at have levet som en fremmed i et andet land hjælper på forståelsen for eksempelvis flygtninge og immigranter i ens eget land", forklarer Claire.

Hun er begejstret for sit fem måneder lange ophold i Grønland og har især bemærket den rolige levevis og tilliden mellem mennesker. 

"For eksempel havde jeg på et tidspunkt glemt min mobiltelefon på universitetet og var sikker på, at nogen efterfølgende havde stjålet den - det ville helt sikkert være tilfældet i Frankrig. Men tværtimod havde en medstuderende indleveret den fundne telefon i receptionen", fortæller hun.

Claire er i Grønland via EU-ordningen Erasmus, der er et udvekslingsprogram for studerende, og hun har blandt andet noteret sig en stor forskel på selve studieformen i de to lande. Hvor man i Frankrig oftest er måske hundrede studerende i et auditorium, hvor man lytter til en professor, så er man i Grønland kun få studerende og får til gengæld mulighed for at snakke og bidrage meget til undervisningen.

"Jeg vil opfordre alle studerende til at rejse ud - for eksempel via udvekslingsprogrammer, så man kan se andre lande og møde andre kulturer uden at sætte sin uddannelse på pause. Personligt har jeg også lært at sætte pris på de små glæder - som fx at spille brætspil med vennerne eller at gå i svømmehallen - det er stjernestunder for mig".

- Tekst Pia C. Bang / Apropos samt fotograf Ulrik Bang


Spørgsmål? Bare kontakt:

Per Arnfjord
Specialkonsulent

Postboks 1061 | 3900 Nuuk
Telefon: +299 38 56 24

Send mig en e-mail