Søg på Ilisimatusarfik

Grønlandske før-kristne trosforestillinger i nutiden

07.11.2019

Teologisk forening på Ilisimatusarfik inviterer til offentligt foredrag med forfatteren og musikeren, cand.mag. i Eskimologi, Juaaka Lyberth: "Grønlandske før-kristne trosforestillinger i nutiden".

  • Er grønlandske før-kristne trosopfattelser, i revitaliseret form, ved at vinde indpas hos trommesangere med nyreligiøse synkretistiske trostræk og tendenser i nutidens Grønland?
  • Er der andre aktører med synkretistiske træk inden for den grønlandske religionssfære?

Hvis svaret er ja, hvad består fænomenet så i, og hvilke indikationer er der på nutidige synkretistiske tendenser og træk mellem oprindelig grønlandsk folketro og kristendommen?

Og endelig: hvilke eksempler og cases kan man fremhæve for at underbygge sådanne iagttagelser og opstille en hypotese?

Når jeg her benytter betegnelsen nutidige, er årsagen den, at jeg ikke ønsker at beskæftige mig med tilsvarende fænomener fra tidligere århundreder i Grønlands historie.

Det er min antagelse, at revitalisering af brugen af den traditionelle tromme, qilaat, og trommesang har igangsat subjektive processer hos nogle aktører, som er anderledes end tidligere lignende kulturelle revitaliseringer.

I hvilken slags religiøst felt kan man placere sådanne tendenser og træk i Grønland, og hvad rummer sådan et specifikt religiøst felt, hvis det findes?

Og kan begrebet ’moderne åndemaner’ bruges om de grønlandske aktører, som omfatter healere, clairvoyante og lignende nyreligiøse aktører?

Ved at undersøge, beskrive og analysere sådanne fænomener, vil det forhåbentlig kunne bekræftes, eller afkræftes, om moderne synkretistiske trostræk og tendenser eksisterer i nutidens Grønland. Endelig må man stille det spørgsmål, om sådanne træk og tendenser er enkeltstående tilfælde, såfremt deres eksistens kan bekræftes, eller om man kan finde tegn på en bredere udbredelse af sådanne forestillinger, i den grønlandske befolkning.

Dette skal ses i forhold til bl.a. den arktiske levevilkårsundersøgelse, Slica (2006), hvoraf det fremgår, at så godt som hele den grønlandske befolkning (98 %) bekender sig til den kristne tro.

  • Hvor: auditoriet på Ilisimatusarfik
  • Hvornår: torsdag d. 7. november, kl. 19.30

 

Efter foredraget vil der være spørgsmål og diskussion - og der serveres kaffe og kage i pausen. 

Der er fri adgang, og alle er velkomne.



Kommunikationskontor

Kom nemt i kontakt med vores kommunikationskontor

Læs mere

Nyheder

Læs de seneste nyheder om stort og småt fra Ilisimatusarfik

Læs mere

Ilisimatusarfik i pressen

Se oversigt vedr. Ilisimatusarfiks omtale i presse og medier

Læs mere