Obstetrik-praktik i Nepal

Obstetrik-praktik i Nepal

01.07.2017

Skrevet af sygeplejestuderende Naduk Eriksen på 6. semester

Jeg har fået den fantastiske mulighed at have lov til at komme i praktik i Nepal i obstetrik (obstetrik er det medicinske speciale, der beskæftiger sig med graviditet og fødselshjælp) på 5. semester. Personligt og professionelt synes jeg, at det var spændende at skulle i praktik i udlandet, fordi jeg altid har fundet kultur spændende. Praktikken foregik gennem Global Contact, som er en del af Mellemfolkelige Samvirke, og som bekæmper sult og fattigdom.

Inden vi tog til Nepal, var vi først på introkursus i København, hvor vi mødte mange andre studerende, der også skulle i praktik i udlandet.  Her blev vi forberedt på kulturen og arbejdsmåden i de lande, vi skulle rejse til.

Praktik

Vi blev forberedt på, at det ville være meget kaotisk, når vi ankom til Kathmandus (Kathmandu er hovedstaden i Nepal) lufthavn. Vi blev forberedt på, at folk i lufthavnen der ville tilbyde hjælp til at bære vores bagage, men at de ville kræve penge for at levere vores bagage. Der var som forventet meget kaotisk, da vi kom ud, men der var to mænd fra vores praktiksted, der hentede os i lufthavnen. 

Nepalesere er meget afslappede, og vi ventede mindst i en halv time uden for en lille restaurant og ventede på hospitalets grundlægger, da han også skulle have et lift efter at have siddet i møde. Kathmandu var ligesom i film; biler og motorcykler dyttede af hinanden, og færdselsreglerne er ikke ligesom i Europa. Der kunne sidde tre mennesker i en lille motorcykel, udover personerne var der også poser, der hang i motorcyklen, som skulle transporteres hjem. Det lugtede anderledes, det lugtede af mad samtidig med, at det lugtede af bilos og røg fra affald. Jeg kunne ikke rigtig fastslå, om det var koldt eller varmt, sanseindtrykkene var virkelig på overarbejde. 

Jeg var på min første dag i fødegangen. Der er tre gæstesenge, som bruges til kvinder, som skal føde og har veer, disse gæstesenge bruges til at observere de fødende. Udover disse tre gæstesenge er der omkring 18 senge på tre stuer og en fødestue. Alle huse, inklusive hospitalet, er lavet sådan, at de ikke er isolerede, derfor er der meget koldt døgnet rundt indendørs.  De almindelige sengestuer har ikke varmeblæsere, men i den ene cabin, som er en lidt dyrere sengestue, er der en varmeblæser, som man kan benytte.  På fødestuen er der ligeledes en varmeblæser, man tænder op, når den fødende kvinde kommer i gang med at presse.

Sygeplejen foretages hovedsageligt af de pårørende, sygeplejerskens opgaver handler næsten kun om de fysiologiske problemer. Sygeplejersken holder øje med de forskellige værdier, som er blodtryk, puls er, barnets puls osv. Og ikke mindst hjælper til med fødslen. Når kvinden har født bliver barnet givet til de pårørende med det formål, at moderen skal hvile sig efter anstrengelsen ved fødslen.  

Alle behandlinger, inklusive konsultationer, har en pris. Der er forskellige priser, en fødsel koster f.eks. 3500 Nepalesiske Rupees, som ca. svarer til 230 DKR. Man skal selv købe udstyr, f.eks. sterile handsker, kanyler, plaster, saltvand, medicin osv., men hvis der opstår noget akut, er der altid udstyr, man kan bruge på afdelingen. Familien kan derefter købe udstyret på apoteket og bringe det til afdelingen, hvis man har aftalt det. I Nepal er det manden, der er forsørgeren, og det er ham, der hovedsageligt sørger for, at der er redskaber nok til indlæggelsen. 

Det indtryk jeg har fået er, at nepalesere er meget gode til at spare. De er gode til at spare på strømmen, de er gode til at spare på vandet og varmen, og de er også gode til at spare på deres redskaber. Fordelen ved det er jo, at man er mere miljøbevidst, og man er mere opmærksom på de økonomiske rammer, som familien har nu råd til. Ulempen er selvfølgelig, at der er stor risiko for infektioner, fordi man f.eks. genbruger kanyler til at trække medicin op med i hele indlæggelsesforløbet. 

Kultur

Nepalesere er meget gæstfrie, og det var svært at hjælpe til i afdelingen. Vi fik lov at sidde og observere, fordi vi ikke skulle anstrenge os. Når man spørger, om man kan hjælpe med noget, siger de altid hurtigt nej tak, muligvis fordi det er uhøfligt, at deres gæster skal lave arbejdet.

De vil dog meget gerne hjælpe os med at lære noget nyt. Det endte med, at jeg spurgte lægerne og sygeplejerskerne, om jeg kunne prøve nogle ting, fordi jeg gerne ville lære noget.

Som jeg har nævnt tidligere, er nepalesere meget afslappede. Begrebet stress findes ikke på afdelingerne, alting foregår i ”Nepali-time”, som er noget i retning af ”vi når hvad vi når”.

Til morgenmad fik vi altid tilbudt cornflakes med varmet mælk eller en omelet. Nepalesere spiser ikke morgenmad, de får kun lidt the og småkager. Til frokost og til aften fik vi altid den famøse Dal Bhat, den består af ris, grøntsager og kogt linsesuppe.  Mange nepalesere er vegetarer, man kan dog bestille kød i byen, men man skal også passe på med at bestille kød, da der er meget uhygiejniske forhold.  

Efter jordskælvet i 2015 er der stadigvæk mange der er i gang med at genopbygge deres huse, der er mange bygninger og templer der stadig ligger i ruiner. Der er meget fattigdom, men alligevel er nepalesere stadigvæk så stærke og er så meget robuste. Det er noget vi alle sammen kan lære noget af. 

Det der har gjort det største indtryk er, at se hvor meget et menneske kan klare, trods mange livskriser.

Jeg har lært mange ting i Nepal under mit praktikophold, jeg har fx lært både aflæse og bruge nonverbal kommunikation, jeg har lært at håndtere mine følelser i meget svære situationer og ikke mindst har min tålmodighed været under udvikling. 

Helt overordnet har det været en meget lærerigt praktikophold, og kan kun anbefales. Man behøver ikke at være supergod til engelsk da man alligevel bruger meget nonverbal kommunikation, både med patienter og kollegaer.



Kommunikationskontor

Kom nemt i kontakt med vores kommunikationskontor

Læs mere

Nyheder

Læs de seneste nyheder om stort og småt fra Ilisimatusarfik

Læs mere

Ilisimatusarfik i pressen

Se oversigt vedr. Ilisimatusarfiks omtale i presse og medier

Læs mere