Tidligere studerende udtaler

Tidligere studerende udtaler

Det var hårdt - og jeg gjorde det gerne igen

Malik Hegelund Olsen var mellemleder i Air Greenland.

Han havde ansvaret for en række værksteder og ansatte, og han skulle sætte sig ind i mange områder og opgaver, han ikke kendte fra sin uddannelse som diplomingeniør.

Han deltog i lederudviklingsforløb i koncernen, og den sparsomme fritid blev brugt på familien med to små børn, så hverdagen var tæt pakket.

Alligevel valgte han at begynde på den toårige efteruddannelse HD 2. Del i Organisation og Ledelse på Ilisimatusarfik i 2011, samtidig med mellemlederjobbet.

Uddannelsen er bygget op, så der er en række moduler af to-tre undervisningsdage i løbet af et semester, og derimellem skal hele pensum læses og opgaver laves, samtidig med at det almindelige job passes.

"Det var da en hård periode, men jeg gjorde det gerne igen, for det er det hele værd. Og lige netop det, at vi næsten alle havde et job ved siden af, gjorde at vi kunne bruge hinandens erfaringer med det praktiske, til bedre at forstå teorierne. Vi havde mange gode diskussioner og lærte meget af hinanden. Det var en perfekt kombination, og jeg skrev stort set alle mine opgaver med brug af cases fra mit eget job, så min arbejdsgiver fik også noget ud af det, siger Malik Hegelund Olsen."

Halvvejs gennem uddannelsen skiftede han job til Royal Greenland, hvor han er salgschef. Begge arbejdsgivere har støttet hans ønske om videreuddannelse og har vist forståelse, når de store semesteropgaver skulle skrives. 

"Jeg bruger helt klart HD-uddannelsen i mit arbejde, både ubevidst i min ledelse og mere bevidst i fx vores strategiarbejde, hvor jeg virkelig får omsat teorierne til praksis, forklarer han."

Malik Hegelund Olsens ønske om hele tiden at udvikle sig selv og sine kompetencer er ikke stoppet med hans HD-eksamen i 2013. I øjeblikket tager han en uddannelse i strategisk salg.

- Tekst Pia C. Bang / Apropos samt fotograf Ulrik Bang


Studievejledning

Brug for studievejledning? Kontakt os nemt og hurtigt

Læs mere

Book studievejledning online